Skip to main content

Har du lyst til at:
– være med i et udviklende og fleksibelt arbejdsfællesskab
– arbejde med tv, som rummer både holdning og engagement

Så er et TV-kursus på ANTV noget for dig!

Vi

– producerer programmer om psykiatri, psykologi, sundhed, kultur og meget andet
– lægger vægt på fordybelse og eftertanke samt god kontakt til medvirkende

Noget af det første, du lægger mærke til hos os, er nok udsigten. Vi holder til i et stort lokale med lys og udsigt over hele havneområdet for enden af Jægergårdsgade i Aarhus.

ANTV fylder hele etagen på 2. sal. Vi er en gruppe ansatte plus kursusholdet, som højst har seks – syv deltagere. Der er tilknyttet een fast underviser på holdet.

Du kan deltage i op til fire dage om ugen. Det er eftermiddage mandag, tirsdag, torsdag og fredag. Vi tilrettelægger gerne et forløb, hvor du får kursusdeltagelse til at passe med din aktuelle situation, andre gøremål mv.

Vi lægger vægt på, at du arbejder med projekter, som giver mening for dig, for de andre på holdet og for de mennesker, der senere ser vores tv-programmer.

Du er med til at udvikle vores programmer, og sammen planlægger vi sådan, at der kommer det bedste ud af ideerne.

Der er altid støtte til dig og alle på kursusholdet. – Kursisterne støtter hinanden, og vi trækker tillige på erfaringer og ideer fra de ansatte på ANTV.

De er specialister fra forskellige områder af medieverdenen.

Selvom der indimellem kan være lidt hektisk hos os, er der for det meste tid til, at du kan arbejde i dit eget tempo.

Vi lægger særlig vægt på at have god tid i samarbejdet med medvirkende i vore programmer. Vi er omhyggelige i vores relationer med fx sårbare mennesker. De skal føle sig trygge foran kameraet og i processen frem til udsendelse. – Dette er vores særkende i tv-produktion, og det kan du være med til at udvikle.

På kursusholdet har vi ofte projekter, hvor vi går i dybden med eksperimenter. – Vi undersøger og afprøver, hvordan udstyr, billeder og lyd bruges på forskellige nye måder. Eksempler her er animation, fotografi, GoPro og smalfilm.

Du er velkommen til at komme på et besøg. Ring eller skriv en email.

Fakta

Kursusdeltagelse er gratis.

Underviser er Lars Henningsen. Hans speciale er dokumentarfilm, hvor medvirkende er involveret i et projekts forskellige dele.

Stationsleder Erik Scriver indgår i tilrettelæggelse og koordinering af kursets program-arbejde.

Projektet gennemføres i samarbejde med FO-Aarhus og med støtte fra folkeoplysningsloven. Derudover er Aarhus Kommune samarbejdspartner.

Kontaktoplysninger finder du nederst på siden.

Se et udvalg af vores programmer her: LINK

Vores kursister siger:

“Det, der har støttet mig på ANTVs kursus, er, at der er tid til at arbejde i sit eget tempo og udvikle sine egne ideer til programmer.”
Anders, kursist

“Man kan være her, uanset om man har mange eller få ressourcer.”
Helle, kursist