‘Bagside-stemmer’ er et podcastprojekt for dem, der sjældent bliver hørt.

I projektet er podcastmediet blevet brugt som et socialfagligt redskab til at hjælpe unge og voksne med psykisk og social sårbarhed med at genvinde balancen i livet og opnå øget livskvalitet og recovery.

Projektet er gennemført med Kofoeds Skole i Aarhus som samarbejdspartner. I projektperioden er 17 af skolens elever blevet undervist og støttet af en podcastmentor fra ANTV i alle de forskellige trin, man skal igennem for at producere og udgive en podcast.

Ved projektets afslutning har eleverne udgivet 14 podcastafsnit i deres egen podcastserie, som de har givet navnet ‘Mellem To stole’.

”Mit mål med at være på podcastholdet er at tage min selvtillid tilbage og få et almindeligt liv, som alle andre har. Det lyder måske som små mål, men for mig er det stort” (elev fra Kofoeds Skole).

Du kan finde og lytte til ‘Mellem To Stole’ på Spotify eller på podcastens egen hjemmeside.

Projektet er støttet af Jascha Fonden.