‘Lyden af gaden’ er et podcastprojekt for gadens folk. Formålet med projektet har været at bruge podcastmediet som et redskab til at fremme de allermest udsatte borgereres livskvalitet, livsmuligheder, inklusion og recovery.

En mindre gruppe fra gademiljøet i Aarhus, som har egne erfaringer med fx hjemløshed, misbrug, psykisk sygdom, kriminalitet og prostitution, har deltaget i projektet. Over en fem måneders periode er de blevet oplært i podcastproduktion hos ANTV.

Deltagerne har i fællesskab skullet finde på interviewspørgsmål og har efterfølgende været ude med mikrofonerne og optage. De har både interviewet hinanden, og andre de kender, der lever på gaden, som sofasurfer, på herberger, forsorgshjem og i de skæve boliger.

Deres arbejde er blevet til en podcastserie på syv afsnit med både portrætter af gadens folk og reportager fra gademiljøet.

Du kan lytte til podcastserien på fx Apple Podcast, Spotify eller via ‘Lyden af gadens’ hjemmeside.

Tak for samarbejdet til SAND – de hjemløses landsorganisation. Og tak for at hjælpe os med kontakten til gadens folk.